Hvem er vGI

  • På VGI tror vi på, at unge kan, vil og tør. Derfor er et år hos os ikke et pusterum, men en investering i din fremtid. Her styrker du dig selv, bliver klogere og skaber venskaber, der kan vare resten af livet. Vores kerneværdier er tillid, respekt, ligeværd, nysgerrighed og ansvarlighed. På VGI bygger vi på Grundtvigs livssyn og skoletanker med fokus på almen dannelse, faglighed og fællesskab.

    Vi optager 188 elever i 9. og 10. klasse og tilbyder undervisning, der forbereder dig til gymnasiale eller erhvervsuddannelser. I 10. klasse kan du vælge mellem 10. klasse med prøver, Fokus10, eller vores projektorienterede Studie10.

    Vi har ingen faste linjer, men giver dig frihed til at vælge din kerneidræt og samtidig prøve kræfter med andre sportsgrene, kreative eller musiske fag. Gymnastik, boldspil og fysisk træning fylder meget i hverdagen, og vi deltager i turneringer, stævner og laver opvisninger. Hos os er der plads til både nybegyndere og erfarne talenter – det vigtigste er din lyst til at deltage og udvikle dig.

    Sang, morgensamlinger, teater og kreative valgfag som keramik og smykkeværksted gør hverdagen varieret og spændende. Vi lægger også vægt på livsoplysning, hvor vi taler om både de små glæder og de store spørgsmål i livet.

    Vi prioriterer, at alle elever bliver set og udvikler sig ud fra eget ståsted. Et efterskoleophold kan være udfordrende, men det er netop i udfordringerne, at du vokser. Fællesskabet er nøglen til et stærkt og meningsfuldt år.

    Vi glæder os til at byde dig velkommen og skabe et fantastisk efterskoleår sammen med dig.

    Velkommen til VGI – her bliver mennesker til.

  • På Vivild Gymnastik- & Idrætsefterskole er KRAP et integreret redskab i dagligdagen.

    KRAP kan styrke individet og flytte fokus til egne ressourcer, men metoden kan også styrke et helt fællesskab og en gruppe.

    “Den KRAPske tænkning er en del af vores sprog på skolen, og den kendetegner vores pædagogiske tilgang. Både over for den enkelte elev, men også over for fællesskabet – både som en helhed, men også i forhold til at få øje på de ressourcer, som de enkelte familiegrupper på skolen har."

    Hele lærergruppen anvender således metoden, og det er en integreret del af vores praksis.

    ”Når vi har forældredag på skolen, så holder vi et oplæg, hvor vi fortæller om KRAP, hvordan og hvorfor vi bruger metoden. Vi har også to til tre pædagogiske dage årligt, hvor hele lærergruppen arbejder med KRAP, så alle får det fælles sprog og en samlet tilgang,” (Mette Hardis)

    Gør en forskel

    Her på skolen oplever vi, at indsatsen virkelig bærer frugt. Formålet er at sikre trivslen for både den enkelte elev, men også for “familiegrupper” samt for fællesskabet på skolen som helhed. Ved at fokusere på de ressourcer, som den enkelte og fællesskaberne har, så øger det bevidstheden om, hvordan disse ressourcer kan styrkes yderligere.

    ”På en efterskole er fællesskabet meget vigtigt, og vi er utrolig glade for, at vi kan anvende KRAP gruppevis også. Desuden kan redskaberne favne hele vores elevgruppe. At være ung kan være svært ind imellem, og derfor kan alle eleverne have glæde af at blive mødt anerkendende og med fokus på de ting, som de er gode til."

    (Kristina Vonsild, lærer og trivselslærer)