10. klasse
Faglighed, fællesskab og forberedelse
Prøveforberedende undervisning som afsluttes med folkeskolens 10. klasses-prøve i dansk, matematik og engelsk. Desuden har du mulighed for at vælge tysk og/eller fysik.
På VGI tilbyder vi en almindelig 10. klasse, der bygger videre på de fag, du kender fra 9. klasse. Vi har udgangspunkt i de fire grundfag; dansk, matematik, engelsk og medborgerskab, samt tysk og fysik/kemi som tilvalgsfag. Vores fokus er at tilgå undervisningen på en afvekslende og nysgerrig måde. Vi kan godt lide at finde aktuelle emner, der falder inden for elevernes interesse, som samtidig udfordrer deres holdninger og verdensforståelse.
Hos os giver vi karakterer og feedback gennem året for at sikre faglig progression, og at du som elev er klar til både prøver og videre uddannelse.
Skoledagen er struktureret, som eleverne kender det fra grundskolen, og med det fokus at den foregår i et stærkt fællesskab. Målet er at give hver elev et solidt fagligt fundament og samtidig udvikle deres personlige og sociale kompetencer. Med vores tilgang bliver du bedst muligt rustet til at træffe et valg om fremtiden.