Forældrebrev

Herunder kan du downloade de forældrebreve, som er udsendt i løbet af skoleåret.

                                                                                                                                      5/11 2018 
 
Kære forældre 

1000 tak for en rigtig dejlig dag i søndags. Vi synes selv, vi havde en god og hyggelig forældredag på VGI. Tak for tilbagemeldinger på dagen. 

Vi er kommet rigtig godt gennem oktober måned. Her er godt humør, og som jeg sagde i talen byder de unge mennesker ind i hverdagen med positiv energi. Der er altid enkelte, der stikker hovedet frem engang imellem og udfordrer vores regler lidt eller er pressede af efterskolelivet. Vi forsøger at tale med de unge om tingene og det er vores oplevelse, at de gør det bedste de kan langt hen ad vejen. Men det er altid en balancekunst, at få dette til at lykkes.  

Vi har haft en god oplevelse med vores støtteløb lige før efterårsferien. De unge gjorde sig meget umage og løb rigtig langt. Igen Tusind tak for jeres støtte og bidrag. 

Vi er startet op på valgfag i 2. periode. De vil meget og har fået mange valg opfyldt… En god blanding af førstevalg og det at prøve noget nyt. 

Alm. 10. klasse skal i brobygning i uge 46. Brobygningen foregår i Randers, Grenå og Århus med udgangspunkt fra Vivild. I samme uge er der terminsprøve for 9. klasse, og studie 10 har almindelig projektuge. 

Teateruge… Vores store teaterprojekt starter op i weekenden den 16. – 17 november. Der bliver forestillinger sidst i uge 47: Torsdag aften kl. 19.00, hvor vi gerne vil invitere bedsteforældre.  Fredag formiddag kl. 10.00 er også til bedsteforældre.  Fredag aften kl. 19.00 er KUN for jer forældre og søskende. Det plejer at være en rigtig god oplevelse for både de unge og jer i familien, og vi plejer at fylde salen til bristepunktet denne aften.  
Når vi er færdige fredag aften, rydder vi det hele op i fællesskab, mens der drikkes kaffe, og vi forventer, at I kan komme herfra kl. 22.00. 

Erhvervsaften – Søndag d. 1. dec. kl. 18.00.  Der kommer mere information ud om denne aften senere. Vi får helt sikkert brug for nogle af jer forældre til at komme og få en ”stand”, hvor de unge mennesker kan få et indblik i netop jeres erhverv. Skolevejlederne skriver noget ud til jer på Viggo.  

Søskende weekend – Fra lørdag den 7. til søndag den 8. december vil vi gerne invitere yngre søskende på besøg. Har man ikke yngre søskende, må man gerne have en yngre fætter eller kusine med. I hører nærmere, når vi kommer tættere på, men reserver allerede dagen nu, hvis det er noget, de yngre børn i familien kunne tænke sig. 

Norgesturen nærmer sig. Skulle det være gået nogen over hovedet, er der mulighed for at bestille en tøjpakke. Vi havde nogle sæt til afprøvning på forældredagen, og har man ikke bestilt eller prøvet tøjet endnu, så skriv til mig, og vi finder en elev, der matcher i størrelse. I skal selv bestille og betale. Den del kører uden om os. Når alt er på plads, bliver tøjet leveret til skolen. Man behøver ikke købe pakken for at komme på ski. Det er bestemt lige så fint at låne sig frem hos familie og venner, men beslutningen skal tages hurtigt. Hvis tøjet skal nå at komme hjem inden jul, skal I have bestilt det inden 14. november Ski, hjelm, stave og støvler sørger vi for. Der kommer mere info om norgesturen i decemberbrevet. 

Elevsøgningen til VGI er stor, og det betyder, at der nu er lang venteliste for 10. klasse til både 20/21 og 21/22. Det samme gælder for piger i 22/23 og kun omkring 10 drengepladser er der tilbage. Hvis man har flere børn i familien, der godt kunne tænke sig at komme på VGI, skal man nok ikke vente for længe med at skrive dem op. Søgningen til 9. klasse er også over det normale, og det betyder, at vi kun har ca. 15 ledige pladser i 9. kl. til sommer… Kender I nogen, der kunne være interesserede, er I meget velkomne til at sende dem til Vivild.  

Næste år er landsstævneår, og Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole deltager. Hvis man kender nogen, der gerne vil med til det, er det nødt til at være en 9. klasses elev. 

De bedste hilsner på personalets vegne 
Poli, Mette og Jan 

           
Forældrebreve skoleåret 2019/20:
 

2018 Bang-Vester